
SF – det absurde valg
april 14, 2009
Af Mr. Blonde
Jeg ved godt at jeg havde lovet at lancere en udflytterguide snarest, men så kom der lige et hav af mere og mindre gode undskyldninger i vejen og nu er jeg ganske enkelt ikke helt så sur længere, som da den såkaldte skattereform netop var blevet forhandlet færdig. Det skal dog nok snart gå over.
I dag sagde en af mine kolleger (som ellers ved en tidligere lejlighed har fortalt mig at hun stemmer borgerligt (med de forbehold der nu skal tages for brugen af det ord herhjemme)) “Han er da meget rar at høre på” om Villy Søvndal. Min gode ven, som er cand. oecon (og i mine øjne dermed burde vide bedre) har stemt på SF ved sidste valg og i det hele taget lader det til at hvor end jeg går, så kan jeg ikke komme til for mennesker, som synes at det ville være på sin plads at sætte “et menneskeligt ansigt” på markedet. Eller indføre “kapitalisme med følelse”. What fucking bullshit!
Kommunismen, marxismen, nazismen, stalinismen og sågar maoismen er blevet afprøvet og de har alle haft lignende horrible resultater. Hvorfor skal der så ikke andet end en piberygende hyggefar (som i øvrigt ikke vil lade DIG ryge!) til for at mennesker, som ellers virker fornuftige, vil prøve det igen? Er det mon fordi de bare lukker øjnene og sætter et kryds?
Som flere (endda nogle af de ellers så oppositionsvenlige kommentatorer) har forsøgt at pointere, så står det forholdsvist klart og tydeligt at læse i SF’s partiprogram hvad de vil. Lad mig fremhæve et par guldkorn:
SF arbejder for demokratiske rettigheder for alle, for at alle mennesker kan udfolde sig frit og har mulighed for at realisere deres potentialer indenfor rammerne af fællesskaberne..
Det er måske der det går galt.. Det lyder jo herligt at man skal have lov til at udfolde sig frit. Det lyder næsten som noget jeg selv kunne skrive under på. Men hvad er den nu af? Hvilke fællesskaber er det lige der skal sætte rammerne for min frie udfoldelse? Ak ja. De tvungne. Fordi jeg tvinges til at betale for at alle andre fjolser kan blive repareret, når de har spist/drukket/røget/kørt sig ihjel, skal jeg naturligvis også pålægges nogle begrænsninger. Afgifter, bødesystemer og syge regler er naturligvis den eneste kur. Men hvor blev den frie udfoldelse så af? Glem alt om den!
SF vil en grundlæggende ændring af samfundet … Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.
Her har vi den. Kapitalismen skal naturligvis afskaffes.. Den har vi aldrig fået noget godt ud af! Bortset fra alle de ressourcer, som gør at langt de fleste danskere lever et ganske acceptabelt liv. Nej lad os komme tilbage til de gyldne tider, hvor man måtte stå i kø i timevis for at få det brød, som ikke var godt nok til toppen af partiet. Sagde du solidaritet?
Enten er en halv million danskere håbløse romantikere, som ikke kan indse at de dyrker en dødsvision eller også er de underinformerede og tåbelige. Måske er det bare en kombination. Det disse mennesker efterlyser er nok den evigt famøse middelvej. Problemet med den er at den fører nøjagtigt samme sted hen som kommunismen omend langsommere. Der er kun én vej mod et frit samfund, hvor der er plads til alle. Et frit marked. En minimal stat. Nedlæggelsen af politik som erhverv ville være et godt skridt på vejen.
Lagt i Absurditeter, Politik og ideologi | Mærket absurd, bedrag, dødsvision, kommunisme, løgn, marxisme, politikerlede, revolution, SF, socialisme, Villy Søvndal |
Forestillingen om at SF vil indføre sovjetisk planøkonomi er mildest talt ligeså tåbelig og forfejlet som du omtaler de nævnte dele af befolkningen for at være.
Det er som forskellen mellem mælk og ketchup.
SF er et socialdemokratisk parti der ønsker at reformere kapitalismen og udjævne skævheder indenfor det etablerede system, Sovjetunionen var en degenereret, statskapitalistisk deformation af et socialistisk system, hvor produktionsmidlerne var ejet og kontrolleret af en privilegeret elite i partiet, ikke af arbejderne selv igennem arbejderråd (en betingelse de fleste socialisme-kritikere fuldstændig overser).
Jeg synes det er fordækt at fælde andre ned ad bordet for at ville et andet samfund, ved at henvise til et forfejlet eksperiment, som ikke på nogen måde var _adresseret_ på samme måde. Verden er ikke et binært valg mellem to samfundsmodeller.
Bare det spring der er fra at regulere markeder og så til at ekspropriere dem, er nævneværdig stort.
Jeg vil anbefale flg. postering om netop samme (SF og USSR-sammenblandingen): http://www.altinget.dk/rssitem.aspx?id=42377
I øvrigt er koblingen med nazismen helt ude af proportioner. Nazityskland var overordnet baseret på en økonomisk model á la keynesianismen og korporatismen, hvor der ikke var tale om nogen art af progressiv klassekamp, ekspropriering af bourgeoisiet eller lign., men en _sammensmeltning_ af staten og markedet, hvor staten blev brugt som det ultimative terrorredskab for den herskende klasse til at fremme sine økonomiske interesser. Nazisterne blev også i stor stil sponsoreret af diverse multinationale, meget i tråd med den klassenatur der kendetegnede det nazistiske Tyskland.
MVH. Thomas
Du kan have ret i at SF måske ikke vil holde løfterne fra deres partiprogram hvis de en dag skulle komme i regering. Men indtil man i større grad kan dømme dem på deres handlinger må man jo forholde sig til deres tåbelige udmeldinger og deres partiprogram.
For dig lyder det måske ikke som kommunistiske tanker at SF for eksempel foreslår at staten skal drive bank, men det gør det i høj grad for mig.
Nazityskland var også et eksempel på et fejlslagent totalitært projekt. Jeg nævner ikke nazismen fordi den på (mange) andre punkter har noget til fælles med de andre, men fordi det er endnu et punkt i historien som burde have gjort det klart for alle at staten hurtigt får for meget magt og derfor skal holdes i skak.
Én planøkonomi er lige så horribel som en anden. Så er det underordnet hvilken plan der lægger bag!
Mvh
Mr. Blonde