
Centraliseret reguleringshelvede, nej tak!
maj 28, 2009Af Mr. Blonde
Så er den gal igen. På gader og stræder hænger levebrødspolitikere og smiler slesk i håbet om at vi skal stemme dem ned til elefantkirkegården, hvor de kan få lov at detailregulere vores liv.
Dan Jørgensen ses sammen med Poul Nyrup i den faderlige rolle (hvem har dog fundet på at de skulle have ens tøj på?), men ligner ikke selv en der kan se noget.
Morten Messerschmidt udfylder billboards med sit lumske smil, som heldigvis mange steder stadig er forskånet for venstrefløjens utidige hærgen.
Men venstrefløjen har naturligvis også travlt nok med at overklæbe elbokse og plakatstandere med valgplakater fra Folkebevægelsen mod EU. Borgerlig EU-modstand my ass!
Og så er der dem jeg har været med til at hænge op. Den nydelige unge Benjamin Dickow pryder sammen med Peter Hjortkjær og Filip Berghamar en god strækning lygtepæle. Og det vel at mærke kun der hvor det er tilladt.
Filip er noget så sjældent som en dansk liberalist og dermed er han den helt naturlige kandidat at stemme på, hvis man er borgerlig eller liberal(ist) og ønsker EU skåret ned. Ikke at han kan gøre det alene, men det er vel på sin plads at sende et budskab. Det eneste dumme ved at stemme Filip ind i EP er at vi så ikke kan stemme på ham ved næste folketingsvalg.
“For jo flere afgifter og jo strengere regler Morten Messerschmidt får held med at indføre overfor vore slagterier – jo flere svin bliver smidt op på lastbiler og kørt længere og længere østpå. Jo mere Margrethe Auken ”gør” for at skabe ”de rigtige” arbejdsforhold, jo flere arbejdspladser bliver nedlagt. Jo mere Bendt Bendtsen prøver at skabe vækst – jo mindre vækst får vi. Jo mere regulering og bureaukrati Dan Jørgensen vil hive ned over erhvervslivet – jo dybere graver han os ned i finanskrisens hul.”
Havde det ikke været for brugen af ordet “finanskrisen” om det, der i virkeligheden er en reguleringskrise, så kunne man godt tro at Filip var medblogger på Hecklers. Han har min fulde støtte!